Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Experimentarium vinder Aluminium Byggeprisen 2018

Arkitekterne fra CEBRA vinder Aluminium Byggeprisen 2018 for innovativ og intelligent brug af aluminium ved den markante ombygning og udvidelse af Experimentarium i Hellerup ved København. Prisen, som Alufacadesektionen i Dansk Byggeri og Aluminium Danmark i Dansk Industri står bag, blev uddelt på Alufacadedagen i Vejle i dag.

CEBRA har ved ombygningen og udvidelsen af Tuborgs tidligere tappehal bevidst udnyttet aluminiums særegne egenskaber samt gennemprøvede konstruktionsprincipper. Det er resulteret i et bæredygtigt og funktionelt byggeri, hvor facaderne af aluminiumspaneler skaber et markant arkitektonisk udtryk.

Arkitekterne har desuden fokuseret på bæredygtighed og totaløkonomi. Det vejede ligesom Experimentariums arkitektoniske udtryk og identitet tungt, da dommerkomiteen skulle udpege vinderen af Aluminium Byggeprisen.

Bæredygtig aluminium
- Experimentarium opfylder kriterierne for at modtage Aluminium Byggeprisen. Der er fx tænkt meget på bæredygtighed og totaløkonomi i projektet. Fx består facadebeklædningen af 50 procent genanvendt aluminium, siger Per Heiselberg, professor på Aalborg Universitet og formand for juryen.

I sin motivation siger dommerkomiteen desuden: ”Facaden løser på en elegant måde de meget varierede behov for udsyn, dagslys og frisk luft. Behov, der spænder fra helt lukkede facadepartier til helt åbne -partier og over installationer i facaden med et stort friskluftbehov. Løsningen formår at opfylde de komplekse funktionelle og tekniske krav i et markant arkitektonisk udtryk, der kobler sig på husets naturhistoriske fortælling og skaber forbindelse til bygningens formål og indhold.”

Bygger bro mellem funktion og vision
- Allerede før gæsten træder ind i Experimentariums forunderlige univers af inspirerende udstillinger og sanseligt udfordrende arkitektur slår vi den eksperimenterende tone an, siger stiftende partner hos CEBRA, Kolja Nielsen og fortsætter:

- Vores mål er, at facaden formidler Experimentariums indhold på en måde, der vækker nysgerrighed og underen. Samtidig valgte vi et materiale, der både funktionelt og energimæssigt understøtter Experimentariums vision om at give deres gæster oplevelser, der gør dem klogere på naturvidenskab og teknologi. At denne facadefortælling nu tildeles Aluminium Byggeprisen 2018 er en stor anerkendelse og en bekræftelse af, at Experimentariums facader bygger bro mellem funktion og vision.

Ud over Experimentarium var fire andre byggerier nomineret til Aluminium Byggeprisen: To forskningsinstitutioner i Lyngby, DTU Fotonik og DTU Life Science & Bioengineering, to kulturbygninger, DOKK1 Urban Mediaspace i Aarhus, samt Rambølls nye domicil i Esbjerg. 

Kontaktinformation
Frederik Waitz Søborg, konsulent for Alufacadesektionen i Dansk Byggeri,
tlf. 21 42 47 41
Jim Hansen, Aluminium Danmark, Dansk Industri, tlf. 33 77 33 68
Per Heiselberg, professor på Aalborg Universitet og formand for juryen,
tlf. 20 23 46 60 

Fotos til fri redaktionel brug ved følgende kreditering:
Experimentarium: Adam Mørk

Download fotos


Overrækkelse af prisen: Dansk Byggeri

Download fotos fra prisoverrækkelsen
Billedtekst fra venstre mod højre: Jan Lunde, formand for Alufacadesektionen i Dansk Byggeri, Lars Gylling, arkitekt og associate hos CEBRA, og professor Per Heiselberg, Aalborg Universitet og formand for juryen.

Fakta om Aluminium Byggeprisen
Aluminium Byggeprisen giver for ”intelligent og innovativ anvendelse af aluminium, der fremmer bæredygtigt byggeri og/eller udviklingen af nye komponenter, der kan indgå i byggeri.”

Kriterier for bedømmelsen:

  • Intelligent og innovativ brug af aluminium
  • Energieffektivitet
  • Livscyklus og end-of-life tænkning (design mhp genanvendelse)
  • God arkitektur med funktionelt design
  • Tilføjet værdi til nye såvel som oprindelige bygninger, der forbedrer indeklima, lyd-/lys-forhold og trivsel
  • Komponenter, som har tilføjet værdi til funktion og/eller bygning
  • Totaløkonomi i byggeriets eller bygningskomponentens anvendelse og levetid
  • Andre aspekter i byggeriet/komponenten, som skiller sig ud
  • Prisen er på 25.000 kr., der overrækkes til arkitekten for vinderprojektet.

Dommerkomiteen er sammensat af eksperter og folk fra branchen. Formand er professor Per Heiselberg fra Aalborg Universitet.

Fakta om Experimentarium
Bygherre
: Experimentarium
Beliggenhed: Hellerup
Funktion: Kultur- og formidlingsinstitution
Opførelse: Indviet i 2017
Areal: 26.850 kvadratmeter (byggeri: 25.000 kvadratmeter, tagudstilling: 1.850 kvadratmeter)
Anlægssum: 290 mio. kr.
Rådgivning: Totalrådgivning
Entrepriseform:
Storentreprise
Team: CEBRA og Orbicon



Interview med Lars Gylling, arkitekt og associate hos CEBRA, vinder af Aluminium Byggeprisen 2018.